At flyve med drage kræver vind, men for meget vind, kan også være farligt. Det opdagede en lille pige lørdag d. 12. juni, hvor hun forsøgte sig udi dragekunstens sjove men spændende verden. Desværre for den lille pige, fik den kraftige vind fat i dragen, hvorefter den satte sig fast i en 60 kV ledning. Det kritiske bestod i, at snoren til dragen nåede helt ned til jorden. For at forhindre en eventuel ulykke rykkede ledningsmandskabet fra Østjysk Energi derfor ud og fjernede dragen. Pigen var aldrig i fare og endte vist med at tage den uheldige dragefærd som en stor oplevelse.